• www.henriks-hvidevarer.dk

Borgerstiftelsens bygning er fra cirka 1870 og har en stor grund. Foto: Michael Thønnings

Vil lukke 150 år gammel borgerstiftelse og hjælpefond - ældre er ikke interesserede

Siden slutningen af 1800-tallet har Borgerstiftelsen givet ældre mulighed for at få en mindre, billig lejlighed i Vordingborg, men de senere år har der ikke været nogen interesse for boligerne andet end fra unge, så nu arbejdes der på at opløse fonden, sælge ejendommen og dele overskuddet ud.

Vordingborg Ejendommen på Algade 5 i Vordingborg er bygget omkring 1870, hvor gode borgere og forretningsdrivende gik sammen med det formål at skaffe billige lejligheder til ældre og trængte medborgere.
Her blev Borgerstiftelsen etableret, men tiderne har ændret sig og i dag er det primært unge, der bor i de 13 to-værelses lejligheder i den markante ejendom, nær stationen.
- Så formålet er ikke rigtig til stede længere, siger Flemming Refshøj, der er formand for Borgerstiftelsen, som arbejder på at nedlægge sig selv som fond og sælge ejendommen på Algade 5.
De har således indkaldt til ekstraordinær generaforsamling den 27. november, hvor det skal diskuteres, men arbejdet med at nedlægge stiftelsen har været undervejs i et par år.
- Men det kræver en godkendelse fra Civilstyrelsen af nedlægge en fond, og det har taget noget tid, siger han og påpeger at det også har krævet, at der var et konkret bud, på nogen der ville købe ejendommen. Den del er dog klaret og lige nu venter de på at det kan gå igennem, hvis også alle medlemmerne af stiftelsen, siger god for at nedlægge sig selv.
Tendensen med at det er unge og ikke ældre, der flytter ind, begyndte ifølge formanden for en fire-fem år siden og skyldes tilsyneladende manglende interesse fra de ældre, der måske hellere vil bo i noget større eller andre steder og dertil er udfordret af, at der ikke er en elevator i ejendommen.
- Det er nemt at leje lejlighederne ud. Vi kan sagtens leje dem til unge, men der har ikke været interesse fra de ældre og så forsvinder formålet, påpeger Flemming Refshøj.

Haster ikke
Borgerstiftelsen har fungeret som en medlemsforening, hvor lejlighederne har været tilbudt medlemmerne. Herefter er de blevet annonceret til leje offentligt, og det har altså primært været unge, der har sagt ja.
- Det er ikke fordi det haster. Ejendommen hviler i sig selv, men den skal leve op til formålet, tilføjer han.
- Tiden er nok løbet fra det, men den har da tjent sit formål i 150 år og det er da udemærket, siger Flemming Refshøj og påpeger at den er løbende vedligeholdt og fremstår i flot stand, men at han ikke kan sige noget om,  hvad en eventuel fremtidig køber vil gøre med den.
Hvis det hele går i orden og der kommer et overskud for salget af ejendommen, så er det meningen at pengene bliver stående i en fond, der så skal uddele pengene til formål i gammel Vordingborg kommune, ud fra nogle retningslinier, der endnu ikke er præcist defineret. Der kan dog gå nogen tid, idét Civilstyrelsen skal godkende løsningen endeligt

Borgerstiftelsens bygning er fra cirka 1870 og har en stor grund. Foto: Michael Thønnings

Tidligere var der indrettet haver til hver enkelt af de 13 lejligheder på den store grund. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar