• www.henriks-hvidevarer.dk

Enja Lundberg Lykkegaard, 8 år, og naturvejleder Pia Jakobsen i ’køkkenet’ i bålhuset. Foto: Lise-Lotte Iuel

Vilde retter på Avnø Naturcenter

Naturvejlederne på Avnø Naturcenter har traditionen tro planlagt tre dage med aktiviteter i efterårsferien, hvor omdrejningspunktet på en eller anden måde handler om at lave mad til sig selv af naturens egne produkter. 

Avnø Der er åben ild både i bålhuset og udenfor, idet hver deltager har sit eget bål og dermed skal finde ud af at samle ved og tænde op, inden det overhovedet kan lade sig gøre at forberede noget som helst måltid. Tirsdag stod menuen på græskarsuppe på Avnø Naturcenter, hvor et halvt hundrede mennesker havde fundet vej til det fantastisk skønne område, der udgør naturcenterets råderum. En efterårsdag af de lune med fuld skrue på oktobersolen, stille vejr og godt femten grader. Bådhuset er indrettet med et primitivt køkken – faktisk kun en bordplade i arbejdshøjde og med et større bål i baggrunden, hvor man kan sætte sig og få varmen, hvis det kniber med at holde den selv samt nogle borde og bænke. 
- Onsdag er pandekagedag, hvor man selv står for at male sit eget mel og kærne sit eget smør, inden man kan begynde at røre sin dej sammen af økologiske æg og ditto mælk, som godt nok ikke er hjemmegjort, men indkøbt hos den lokale købmand i Sallerup, smiler naturskoleleder Tanja Lundberg Lykkegaard. Jeg har tjekket den norske vejrudsigt nogle gange i løbet af dagen, men det bliver vist ikke helt så dårligt et vejr, som meteorologerne har truet med, men i øvrigt gør det ikke så meget, for uanset hvad de melder, har vi ind til nu haft tørvejr, og det er mildt og stille. 
Der er en hyggelig og arbejdsom stemning både i bålhuset og på pladsen udenfor, hvor adskillige bål bliver passet og plejet, og dejens forvandling på pandekagepanderne bliver opmærksomt fulgt, så man er parat, når processen er fuldendt. Deltagerne udgøres af børn i følgeskab med voksne, som kan være forældre, bedsteforældre eller pædagoger, der har set de muligheder Avnø Naturcenter tilbyder i efterårsferien. Én af mødrene, Heidi Rasmussen, fortæller, at hun og datteren Emma regner med at deltage alle tre dage måske med følgeskab af ægtemanden den sidste dag, da hun synes, at tilbuddet er så godt og relevant, at man lige så godt kan være med, hvis ellers man kan.

Tre retters festmenu
Torsdag er sidste dag med Åbent Bålhus for denne gang, så der sluttes selvfølgelig af med en tre retters menu, som består af stegte rådyrkøller, som Naturstyrelsen har leveret. 
- Rådyret er ikke nedlagt på vores område, for dels er det fredet, og dels er rådyrbestanden ikke så voldsom her, at det er nødvendigt at regulere, så dyret stammer fra én af de andre lokaliteter, som Naturstyrelsen har det overordnede ansvar for. Det eneste, vi regulerer her, er ræv – men den er som bekendt ikke spiselig, fortæller naturvejleder Pia Jakobsen. 
- Anden ret er krabbesuppe, hvor vi gerne selv skal kunne fange krabberne, så dagen i forvejen bliver der sat ruser ud i Avnø Fjord, og så håber vi naturligvis, at der i løbet af natten går krabber i. Hvis der ikke gør, har vi snydt, ligesom de gør i madprogrammerne i tv – vi har nogle i baghånden, hvis alt mod forventning går galt, sige Pia Jakobsen og tilføjer, at krabbesuppen skal pyntes med rejer, som deltagerne selv skal stryge i fjorden og efterfølgende koge. 
- Som prikken over i’et udgør bålkagen den sidste ret. Det er lige dele smør, sukker, mel og marcipan, der blive rørt sammen, belægges med skiver af æbler og toppes med havtorn, som vi selv skal ud at finde. De andre ingredienser bliver købt hos købmanden. Desværre er her ingen vilde æbler i området, men det er helt sikkert danske æbler, vi benytter til vores dessert, som får følgeskab af fløde, der rystes til skum på den arbejdskrævende måde – vi har jo ingen strøm i bålhuset, smiler Pia Jakobsen. 

Enja Lundberg Lykkegaard, 8 år, og naturvejleder Pia Jakobsen i ’køkkenet’ i bålhuset. Foto: Lise-Lotte Iuel

Emma Rasmussen, Puk Suenesen og Enja Lundberg Lykkegaard hygger sig med hinanden på Avnø Naturcenter. Alle tre småpiger er 8 år. Foto: Lise-Lotte Iuel

Ghita Mikkelsen og Kia Eriksen får i fællesskab både bagt pandekager og grinet. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar