• www.henriks-hvidevarer.dk

Vinni Lacour Sørensen var blandt de første i det kommunale opkvalificeringsprojekt og hun er nu kommet i arbejde. Foto: Mette Neerup

Vinni fik job og er på vej mod at blive rørlægger

Vinni Sørensen har fået job i byggebranchen og det tegner til at drømmen om at blive rørlægger kan gå i opfyldelse. Vejen var et af de kursusforløb, der skal gøre arbejdsløse klar til de mange opgaver med Storstrømbroen.

Damme - Det er ikke for sent, når man har en drøm, siger Vinni Lacour Sørensen fra Damme.
I dag har hun ferie, men den seneste tid har hun haft arbejde med brolægningsopgaver på Fyn og nu ved letbanen i Lyngby.
- Jeg er rigtig glad for at være der. Vi var fire der startede og jeg er den eneste, der er tilbage, men med de nye, der er kommet, er vi et virkelig godt team, siger hun.
Men arbejdsglæden har ikke altid været der. Tidligere var hun i en DSB-kiosk og  indtil for nylig var hun hjemmehjælper.
- Jeg talte om det med min kæreste. Jeg var tit sur og irriteret, når jeg kom hjem fra arbejde, siger hun og påpeger at hendes far altid havde foreslået at hun skulle være teknisk tegner. Faren var murer -  hvad Vinnis søn i øvrigt også lige er blevet.
- Men så var jeg med min kæreste - som bare var en ven på det tidspunkt-  ude at se hvad han lavede på en byggeplads, fortæller Vinni Sørensen, der blev grebet af det og fik job som ”håndmand”.
Det var dog ikke altid lige let og det var svært at få noget fast.
- Jeg kunne jo ikke løfte fliser der var 90 kilo -  men de unge drenge skulle jo vise, at de kunne. Så røg jeg ud, fortæller hun.
For når man ikke har uddannelsen - og er kvinde i en mandeverden - så kan det være svært at komme ind.
- Jeg tror måske jeg har skrevet 80 ansøgninger mens jeg var arbejdsløs og fik kun svar fra fire, men som ikke kunne tilbyde noget, siger hun.
Men så kom muligheden med uddannelse og opkvalificering fra kommunens  side med projekt ”Arbejdskraft til Storstrømsbroen”, og her var hun blandt de første, der kom på et syv ugers kursus.
- Vi lærte både om belægning, nivellering, beregninger og meget andet, siger Vinni, der hurtigt fik greb om det.
- Vi havde en rigtig god lærer og til prøven fik jeg ros for binding af jern, hvor jeg fik 10, siger hun.
Således gav det hende både lysten og nogle flere kompetencer, til at komme i gang.
- Jeg vil gerne videre som rørlægger og lave kloakker, dræn og lignende. Det bliver måske ikke til Storstrømsbroen, men jeg syne det er virkelig spændende, siger hun.
Således tegner det til at hun kan få den videre uddannelse gennem sit nye job, hvis tingen går, som de skal. For der har været kortere ansættelser, hvor man også lovede noget, som ikke blev. 
Men alt i alt, er hun kommet godt på vej.
- Som det er nu tager jeg hjemmefra kvart over fire og møder klokken 6. Det er jeg nu vant til og hvis man er glad for arbejdet, så er man jo også villig til at køre for det, siger  Vinni Sørensen der føler hun er på vej det helt rigtige sted hen og glæder sig over jobbet og de muligheder uddannelsen har givet.

Vinni Lacour Sørensen var blandt de første i det kommunale opkvalificeringsprojekt og hun er nu kommet i arbejde. Foto: Mette Neerup

Vinni Lacour Sørensen i arbejde. Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar