47 spejdere fra Svend Gønges Division på Sydsjælland konkurrerede mod 478 andre patruljer i verden - over internettet. Foto: Klaus Lohmann

Virtuelt spejderløb

Spejdere over hele verden afholdt virtuelt spejderløb i weekenden. Lokalt foregik det i Vordingborg, og her blev spejderne i løbet af aftenen blandt andet nødt til at tage en tur i et lokalt supermarked, hvor de skulle lave en bowlingbane af bestemte butiksvarer.

Vordingborg I lørdags afholdt spejderledere over hele verden spejderløb - på computeren. Lokalt foregik det på Marienberg skole i Vordingborg, hvor 47 spejderledere og klanspejdere fra Sydsjælland deltog i det virtuelle spejderløb, der på verdensplan skønnes at have op mod 12.000 deltagere.
Spejderne mødtes klokken 15 for at gøre klar til aftenens konkurrence, og der var en del at gøre klar inden konkurrencen kunne starte. 
IScout, som konkurrencen kaldes, fylder i år 10 år, hvorfor spejderne på forhånd var blevet bedt om at pynte lokalet festligt op og indsende en fil til løbsledelsen i Holland, hvor de sang en dansk fødselsdagssang.
- Løbsledelsen i Holland takkede for sangen og meddelte, at de havde meget sjov med alle vores indsendte meddelelser, fortæller Dorte Egestad, der sammen med Linda Adelfest står for den lokale afvikling af Iscout.
Klokken 17 var der fællesspisning for alle deltagere, så de kunne være mætte og klar til selve løbets start klokken 18.

En bowlingbane i Kvickly
Konkurrencen forløb på den måde, at deltagerne blev stillet nogle kreative opgaver, der førte dem rundt i lokalområdet, og hvor spejderne måtte dokumentere deres opgaveløsnning med billeder eller video. Disse ”svar” udløste forskellige point, der efterfølgende gav adgang til konkurrencens anden del, der foregik på selve computeren. 
Et af aftenens opgaver gik på, at nogle spejdere skulle en tur ind i et lokalt supermarked, hvor de skulle lave en bowlingbane med agurker som sidebander, mælk som kegler og en melon som bowlingkugle. Det fortæller Dorte Egestad, der var med i Kvickly for at dokumentere de lokale spejderes løsning på opgaven.
- Tak til Kvickly og de søde kunder, der syntes indslaget var hyggeligt og sjovt, siger hun til avisen.
Nils Kofod Egestad, der også er spejderleder, fortæller, at de lokale spejdere har deltaget i konkurrencen de seneste fire år, og konkurrencen har tidligere eksempelvis budt på en opgave, hvor to spejdere skulle en tur på fastfoodrestaurant iført brudetøj og en tjener i restauranten skulle være udklædt på en helt bestemt måde også. Det indvilligede personalet på Det Gyldne Hjørne i at medvirke til, hvorved spejderne kunne forevige øjeblikket med et billede, der sikrede dem videre deltagelse i konkurrencen.

Bedst i Danmark
Som det sidste lørdag aften bliver de 478 deltagende spejderpatruljers indsatser talt sammen og vinderne findes - på verdensplan.
Dorte Egestad fortæller, at gruppen på Marienberg skole blev bedst i Danmark, og det er de godt tilfredse med.
-  Vores næste mål er at blive bedst i Norden, fortæller hun, for gruppen ærgrede sig over lige nøjagtigt at være blevet slået af et hold i Sverige.
I den samlede konkurrence endte de sydsjællandske spejdere midt i feltet.

 

Se mange flere billeder i galleriet.

47 spejdere fra Svend Gønges Division på Sydsjælland konkurrerede mod 478 andre patruljer i verden - over internettet. Foto: Klaus Lohmann

En af aftenens opgaver lød på at lave en bowlingbane i et supermarked med agurker, mælk og en melon. Mads Kofod bowler mens Carsten Christiansen holder billedet. (Privatfoto)

I løbet af aftenen blev der også tid til afslapning. Foto: Klaus Lohmann

Fra ventre Dorte Egestad og Linda Adelfest står for løbet Iscout. Der er 47 deltagere fra Svend Gønges Division. Foto: Klaus Lohmann

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar