For et år siden klippede borgmester Mikael Smed (S) og apoteker Birgitte Egeberg Carlsen snoren til Vordingborgs nye apotek. Arkivfoto

Vordingborg apotek fejrer 1-årsdag for flytning i skyggen af sag om underslæb

Vordingborg Apotek fejrer fredag den 1. marts 1-årsdag for sin flytning fra den gamle apotekerbygning i Algade til den nuværende placering på Voldgade 20. Det sker med kaffe og morgenbrød fra klokken 9–11 i  Vordingborg Apoteks lokaler.

Vordingborg - Flytningen til Voldgade var den helt rigtige beslutning for apoteket, både for de ansatte og for kunderne. En mere hensigtsmæssig indretning af lokalerne og installation af en robot har forbedret arbejdsgangene og arbejdsmiljøet for personalet. Samtidig værdsætter kunderne den mere smidige betjening, det større lokale og de bedre adgangs- og parkeringsforhold, fortæller apoteker Birgitte Egeberg Carlsen, der også må konstatere, at antallet af kunder og kasseopslag er steget markant siden flytningen, og væksten for Vordingborg Apotek er i 4. kvartal højere end den generelle vækst for apoteker på landsplan. 
- Jeg tror, at det både skyldes flytningen, et godt serviceniveau og vores fokus på høj faglighed. Den høje faglighed er netop det, der skal adskille os fra andre forretninger – både de fysiske som dem på internettet – som også forhandler lægemidler, mener Birgitte Egeberg Carlsen.

Underslæb og fængsel
Fremgangen er dog ikke uden knaster og er opnået på trods af at en medarbejder på Stege apotek har snødt apoteket for et millionbeløb. 
I efteråret 2017 måtte apoteket således bortvise og politianmelde den betroede medarbejder. 
Besvigelsen ser ud til at være foregået gennem flere år, og erstatningskravet forventes at blive på over 5 millioner kroner. 
- Jeg havde gerne været denne sag foruden, men den bliver heldigvis håndteret af professionelle rådgivere. Min opgave er sammen med personalet at se fremad og udvikle apotekerne – både i Vordingborg, Lundby og Stege,” fortæller Birgitte Egeberg Carlsen, der er glad for nu at kunne se fremad.
- Det var et stort chok for os alle, at sådanne ting også kunne finde sted hos os; det forestiller man sig ikke før det sker. Det har været en hård tid, men nu bliver der sat et punktum og vi kan for alvor lægge sagen på hylden og komme videre, fortæller apotekeren, efter at der i sidste uge faldt dom i sagen og den tiltalte medarbejder fik en straf på to et halvt års fængsel.
 

For et år siden klippede borgmester Mikael Smed (S) og apoteker Birgitte Egeberg Carlsen snoren til Vordingborgs nye apotek. Arkivfoto

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar