Vordingborg trinbræt

...Jo, jeg er da godt klar over at der ikke er så mange penge at gøre godt med for de danske jernbaner, men det undrer mig lidt at man ikke har gjort som Metroen i København, sætte lidt personlighed på de nye ”trinbræt” der har erstattet de gamle jernbanestationer mellem Næstved og Nykøbing.
”Vi er jo på samme sted” sagde mit barnebarn efter en togrejse fra Lundby til Vordingborg.
Måske er det for at spare penge, man kun har haft råd til én arkitekttegning - eller er det genbrugsbølgen som har slået igennem?
De nye stoppesteder er upersonlige og ikke specielt publikumsvenlige - de er simpelt hen blottet for en hver form for service til de rejsende - ikke en gang en lille tissetår kan man komme af med.
Gør som i Metroen - giv stationen et præg af den by den ligger i - man kunne for eksempel godt tænke på mange spændende materialevalg i forhold til Vordingborg - En moderne kiosk, med toiletter ville heller ikke være helt uønsket.
Endnu i en god del år skal vi finde os i at indånde partiklerne fra de gamle diesellokomotiv - Kære DSB, Banestyrelse, eller hvem der nu bestemmer, giv os i det mindste lidt mere service som en fattig trøst.
Sjovt at tænke på at Vordingborg en gang havde fire jernbanestationer - nu er der kun et trinbræt tilbage.
 

Per Roar Johnsen 
Lendemark Hovedgade 7c
4780 Stege

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar