Ægteparret Camilla og Kåre Netterstrøm er klar til at tage domen i brug til nye yogahold. Foto: Mette Neerup

Yogacenter indvier kunst til åbent hus

På Tohøjgård ved Hjelm bugt er der det seneste år skudt en anderledes bygning frem. Bygget bæredygtigt og økologisk ligger nu en dome med græs på toppen.

Hjelm For fem år siden overtog Camilla og Kåre Netterstrøm Tohøjgård Bed and
breakfast. I to år drev de det videre som det var, men for tre år siden købte de ejendommen af den tidligere ejer og gik gradvist i gang med at omdanne og udvide stedet, så det nu fremstår som Anahata Yoga Center. Nu er Bed and breakfast-delen næsten faset ud og yoga-delen har fået lov at fylde.
Ægteparret Netterstrøm er begge yoga-instruktører med dertilhørende uddannelser og med 20 års erfaring indenfor undervisning i yoga. Inden de flyttede til Møn, boede de syv år i Vordingborg. Camilla havde endog yoga-undervisning på Møn inden de flyttede til. At det lige blev på Tohøjgård, de skulle skabe deres drøm, var lidt af en tilfældighed, men alt flaskede sig på blot en uge og så var det afgjort.

Domen
Domen, der tårner sig op udenfor huset og tiltrækker sig blikket med sin særegne fremtoning, er netop færdig og klar til at vise sit indre frem ved åbent hus-arrangementet 8 februar klokken 10-22. Her vil både være meditationer, chanting og foredragved billedkusntner Jaahnvi samt mulighed for spisning.

Kunst i domens kuppel
Igennem ni måneder har den tyske kunstner Jaahnvi (Judit Hildebrandt) som Camilla og Kåre har mødt via et yoga-center i Tyskland, dekoreret kuplens første sal. De store vinduer med udsigt over Hjelm bugt lader et væld af lys ind i rummet. Vægge og loft er dækket af en farve-og blomstervrimmel, som får øjnene på vandring, men samtidig giver ro. 
- Hvidt kan i virkeligheden virke skræmmende, hvor imod farver virker terapeutiske. De giver harmoni, kærlighed og glæde, siger Kåre og tilføjer at de forskellige religiøse figurer der toner frem i farvevældet, alle tilbyder netop det… kærlighed og glæde. 
Selve domens arkitektur og universelle geometri, skaber et rum og en akustik, der er helt særlig. 
- Det giver på en gang balance og “grounding” samtidig med at det giver en energi, som virker healende, siger Camilla, der oplever at de er blevet taget godt imod på Møn og nyder opbakning i lokalsamfundet.
I stueetagen af domen er der indrettet fire værelser til overnattende kursister.
Yogacentret har i alt elleve værelser i forskellige størrelser. Maden som kursisterne
nyder er vegansk og økologisk.

Missionen
- Vores mission er at give folk, der kommer her, en oplevelse. Ikke kun en oplevelse
af krop, men også af sange, musik og samhørighed på mange måder, siger Kåre og forklarer at det ikke kun er fysisk yoga man kan opleve på centret. Der er mange traditioner indenfor yoga. 
- Her har vi også et spirituelt og filosofisk fokus, som kan komme til udtryk på flere måder, siger Camilla og tilføjer at der også arbejdes med blandt andet meditation, chanting og dialog. 
- Det er desuden vigtigt at være åben og lade sig inspirere af hinanden, indskyder Kåre. 
- Vi sidder ikke med sandheden og ved at vi alle ser forskelligt på tingene, siger han.
Camilla og Kåre kalder deres yoga for 2.0 versionen. De spår at de spændende elementer med brug af lyd og sang vil vokse. 
- Alt det der får os til at vokse i kærlighed, giver mening, smiler Kåre og tilføjer at der til åbningen af domen vil være smagsprøver på, hvad de laver hos Anahata Yoga Center. Både i ordets egentlige forstand og i overført betydning, Her vil være café med veganske retter, musik, kunst, foredrag, chanting med mere. 
- Alle kan være med også folk, der ikke kender til yoga i forvejen, siger Camilla og begge håber at arrangementet vil trække mange nysgerrige til. 
- Samtidig med at det er en reception for kunstværket i domen, vil vi også gerne byde de lokale på en kop kaffe, siger Kåre og tilføjer at det ville
være dejligt, hvis centret kunne blive et lokalt samlingssted.
 

Ægteparret Camilla og Kåre Netterstrøm er klar til at tage domen i brug til nye yogahold. Foto: Mette Neerup

Domen i Hjelm, der nu står klar til at blive taget behørigt i brug, er gennem de sidste ni måneder blevet dekoreret indvendigt af den tyske kunstner Jaahnvi, der vil være til stede ved åbent hus arrangementet den 8 februar. Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar